Mandag morgen d. 13. februar 2023 tog vi en værdig, smuk og fuldstændigt fortvivlende hjerteknusende afsked med vores elskede lille Sussi pige. Sussi blev 14½ år gammel, og har igennem 14½ år sørget for ubeskrivelig meget lykke, glæde, grin, kærlighed og stolthed i vores liv. Sussi har rejst sammen med os 24/7 i lastbil i USA, hvor hun blev født ind i min hånd. Dét sekund vidste jeg, at her var den vigtigste hvalp i mit liv nogensinde. Vores hjerter er knust af sorg og savn. Hvil i fred min elskede lille brune lykkepige, altid smilende Sussi med den største livsglæde jeg nogensinde har kendt. Her er så stille nu, at vi næsten ikke kan holde det ud.
I april måned 2022 blev det ved ultralydsscanning konstateret, at Sussi have mindst en tumor i sin lever, og muligvis nogle forandringer i sin galdeblære. Nogle lette symptomer viste positivt at forsvinde helt ved en kort prednisolonbehandling.
I august kontrol scannede vi. Resultatet var knusende. Tumoren i leveren var vokset væsentligt, og der var kommet flere til. Forstørrede lymfekirtler og binyrer vidnede om at dette var meget alvorligt. Vi kunne intet stille op imod noget af det, og vi kunne ikke få nogen tidshorisont på hvor længe…
Sussi havde det fantastisk, og var både medicin- og symptomfri. Vi fik besked på at nyde hende, så meget vi kunne, så længe vi kunne.
Dét vores Sussi elskede allermest var at være med. Sammen med mig, ligesom i “gamle dage” hvor vi levede og rejste sammen. Fra August måned tog jeg ikke mange steder hen, uden Sussi. Vi nød mange ture og rejser sammen. Sussi var med på udstillinger både i Gotland, i Polen og i Herning. Og hun deltog med stor entusiasme sammen med flokken af unge hunde, alle hendes efterkommere i 4 generationer. Aktiv, lykkelig uvidende om sin sygdom, legesyg, eventyrlysten og glad, glad og atter glad.
Sådan husker jeg Sussi’s sidte efterår. Og jul, og vinter. I november fik hun lidt lette symptomer igen og havde en dag hun ikke ville spise og virkede sløj. Med dyrlægens instruks satte vi ind med prednisolon i en lav dosis, og indenfor få timer, blev Sussi den samme frække, kække, glade og legesyge flokleder igen.
Indenfor de sidste 4 dage frem til mandag, havde vi 2 morgener, hvor vi måtte hjælpe med dobbelt dosis prednisolon. I begge tilfælde oplevede vi at Sussi livede op, fik appetit, legede med sit legetøj og med os, men vi mærkede at hun ikke holdt ved helt så længe med at tigge og bytte legetøj med os for godbidder.
Mandag morgen meget tidligt vågnede jeg og kunne fornemme i mørket, at vores Sussi var småskidt og stille. Vi fornemmede meget klart at det var i dag at den værste beslutning skulle tages. Vi stod tidligt op sammen med hende og medicinen gjorde sit til at løfte hende endnu engang. Hun fik appetit og spiste glad sin morgenmad. Jeg kogte kyllingbryst, og igennem en timestid gik hun til og fra køkkenet, og tiggede små bitte stykker kogt kylling og nød at vi bare lod det flyde til hende i en lind strøm, uden den store nødning.
Indenfor en timestid, havde hun ikke længere lyst til noget, men bad om at komme udenfor. Jeg så hende gå et par meter og så stoppe og vende sig om og vente på mig. Sådan gjorde hun altid, når hun ville vise mig noget. Jeg fik en jakke på og fat i en lommelygte, og så tog hun mig med ned bagerst i haven, ind under nogle buske i noget tyk efeu. Her begyndte hun at skrabe i jorden, hvorefter hun satte sig ned, og så på mig. Hun sagde “hjælp mig med at grave mig en lille hule, hvor jeg kan lægge mig til at dø”. Ikke et sekund var jeg i tvivl, fordi vi så samme adfærd og instinkt hos Maddy på hendes sidste dag, dog med den forskel, at Maddy ikke bad os om at gå med, hun gik for sig selv og skrabede for at bygge hule. Jeg fulgte med Sussi rundt i hele haven, hvor hun ledte efter flere steder under buske, og skrabede i jorden. Jeg fik hende med indenfor, men hun ville ud igen. Dennegang gik Butch med, hun hun gjorde præcis det samme med ham.
kl. lidt i 8 gav jeg hende en varm frakke på, og så gik vi en kort lille tur ude i marken. På Butch skød sad hun i bilen ved siden af mig, som hun har gjort millioner af kilometer i hendes liv. Ved dyrlægen gik hun en lille luftetur, og hun gik selv ind og hilste på dyrlægen med en let logren med halen. Hendes datter Ida, Butch og jeg, og satte os på gulvet sammen. Sussi krøb sammen på mit skød, lagde sig ned, og faldt fredeligt i søvn…
Vi er knuste af sorg og savn, og fuldstændigt overvældede af reaktioner, beskeder, kommentarer på Facebook og telefonopkald.
Jeg håber på forståelse for, at vi læser og ser det hele, men ikke har overskud til at svare. Men hvor er det hjertevarmende at mærke den enorme forståelse og indsigt i forhold til hvor meget Sussi betyder for os. Af hjertet tak <3
Sussi er den mest fotograferede lille hundepige nogensinde, igennem de seneste mange måneder. Vi har nydt hvert eneste sekund sammen med hende, og vi er taknemmelige for at vide, at hun var fuldstændigt frisk til det sidste, og aldrig nåede at blive rigtigt syg. Vi ønskede det sådan, at hun aldrig skulle lide et eneste øjeblik. Vi er taknemmelige for at kunne være om hende sammen, og for at det for hende forblev så værdigt, som det overhovedet kunne blive.
Et sted på den anden side af sorgen, og chokket – til trods for den viden vi har haft om Sussi’s fremskredne sygdom, må vi ende med at finde trøst i dette. Lige nu, er vi bare ulykkelige og kede af det, og føler at alting er svært.
Billederne her er i random rækkefølge, blot et lille bitte udsnit af de hundreder, måske tusinder af billeder og videoklip, som vi har af Sussi’s liv det sidste år. Jeg klarer ikke at sætte tekst ved hvert enkelt, men der er fra vores ture: Gotland, Polen, Herning og en masse af bare lykke og glæde og kærlighed til hende.
Der er også et par med 4 generationer efter vores Sussi. Hun nåede endda at hilse på 5. generation, et par hvalpe som hun med autoriteten og værdigheden af en flokleder, der ikke giver sig en kende, hilste venligt velkommen til med logrende hale.
Tak for alt min lille søde, kærlige og altid glade lille Sussi mus.
