2 uger i et hvalpeliv gør en verden til forskel

Da Fay og hendes hvalpe flyttede i køkkenet’s højre løbegård ved siden af Vicki’s i den venstre. Der er åbnet noget op siden, men integrationen er nødt til at ske under hensyntagen til hvornår de enkelte medspillere (mødre, hvalpe, øvrige hunde osv) selv er klar til det

Ups. Så gik der lige 2 uger uden opdateringer. Så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte eller slutte, for at komme up-to date i hvalpenes udvikling. Fay’s hvalpe flyttede i køkkenet lige inden de blev 3 uger gamle. Side-om-side har de to mødre ligget og passet deres børn, som pludselig en aften i den seneste uge, opdagede hinanden igennem trådhegnet. Derfra har en sindrig integration fundet sted. Der er rigtigt mange ting, der skal tages i betragtning og holdes øje med, når et kuld hvalpe integreres i en voksenflok.

Efterhånden som de små kommer på benene og får deres egen vilje, giver mange ting sig selv. Her står Ida klar ved deres første tur i haven, til at modtage dem på græsset, ivrig for at lære dem nærmere at kende
Selv gamle tip-tante Kikka viser sig modtagelig overfor hvalpene og påtager sig en form for “nanny-rolle”. Her stor pige og lille pige. Der er over 14 års aldersforskel på de to.

Og kun endnu flere ting, når der er tale om to kuld hvalpe, med hver deres mødre, der skal integreres både i en voksenflok og med hinanden. Fay og Vicki er som mødre meget forskellige. Fay har holdt hårdt på hendes lille familie, og ligefrem isoleret sig selv og hvalpene i et hjørne af deres løbegård. Hun ville ikke have de traf hverken de andre hunde ved hegnet, eller de andre hvalpe ved adskillelsen af de to løbegårde. Hun har stadig tendensen, og derfor må jeg hele tiden gå frem lidt ad gangen og tage hensyn til hende, så ikke vi presser nogen for hårdt, med risiko for ballade indbyrdes i flokken. Efterhånden har hvalpene dog deres egen vilje, og bliver bedre og bedre til bens, og dermed giver meget af det helt sig selv.

En stille lun aften hjalp lidt på integrationen, da vi kunne lade alle mødes i haven på “neutral” grund. Kikka er meget interesseret at få kontakt, også med Fay’s små hvalpe

En lun aften med stille vejr og sol hjælper meget til, da betingelserne pludselig blev for at selv de yngste hvalpe kunne komme udenfor. At mødes på neutral grund, som haven er i forhold til området ved løbegården i køkkenet, er både lettere og bedre for alle parter.

Vicki’s store hvalpe på nu 5 uger er krudt i måsen og gider ikke længere være begrænset i deres løbegård. De har derfor meget frihed til at rende rundt i hele huset, når vi er her og kan holde øje med dem. De er udenfor hver dag lidt nu og har selv fundet ud af at rende ind og ud. Der er et lidt højt trin, men med jernviljen – typisk gårdhunde stil – kommer de både op og ned ad det med de små fede numser på de korte ben.

En god måde at ryste to parter sammen på, er ved at de gør ting i fællesskab, f.eks. at spise hvalpemos ved åben buffet

De store hvalpe ved godt de er større og overlegne og kan være lidt hårde ved de små indimellem. Vi holder godt øje og sørger for at ingen trynes. De store barnepiger Ida og gamle Kikka, som har meldt sig på banen, holder også øje med disciplinen i børneflokken. De store hvalpe spiser nu selv flere gange om dagen, og kan endda klare at gumle på lidt tørfoder. Vi har også introduceret tyggepinde og kongs, som et led i at hjælpe dem til at skabe gode tyggevaner for livet. Vicki passer dem stadig og giver mælk ofte. Dog er hun flyttet op i min seng om natten, der må hvalpene klare sig selv. Hun er også glad for at tage lidt time-out sammen med hendes bedste veninde Ida på sofaen. At putte med en ven i pauserne er dejligt 🙂 

Vicki favner dem alle, både egne og Fay’s mindre hvalpe. Hun virker ret ligeglad med at de ikke er hendes egne. Her sammen hos hende i haven, der er et videoklip forneden i indlægget af Vicki med begge hvalpekuld i haven

Vicki virker fløjtende ligeglad med om hun fodrer på Fay’s eller hendes egne hvalpe, hun favner dem alle, de kan bare komme. Nederst i indlægget er en lille Video af Vicki og hele hvalpeflokken.

Fay’s hvalpe er 4 uger gamle, og har været lidt skærmet og beskyttet af hønemor Fay. Men endelig begynder de at komme frem og kunne deltage i løjerne. De får stadig hovedparten af deres mad fra Fay, men de vil også gerne spise hvalpemos selv.

Hvalpene er nysgerrige og kommer godt omkring, og de får besøgende, som de ivrigt lærer nærmere at kende. Bl.a. børn i forskellige aldre.

De er nysgerrige og kommer ret godt omkring på deres ben, når de ellers er vågne. Man skal hele tiden huske på at en uges aldersforskel i denne alder, gør en kæmpe forskel. Hvor de store hvalpe kører los længe ad gangen, bliver de yngste hurtigere trætte og har et større søvnbehov. Fay ligger meget hos dem og derfor er de nogle værre putte trolde. Men de har også mod og gå-påmod til at gebærde sig rundt i en meget stor hundeflok med en masse regler, og som de yngste må de hurtigt tilpasse sig til, at være bunden i totempolen. Snart bliver aldersforskellen lidt mere udvisket og alt i alt går hele projektet fuldstændigt optimalt, så godt som man kan ønske det med to hvalpekuld samtidig.Også Fay’s hvalpe er nu registreret i DKK, og de har fået deres 2. ormekur. Her har også været flere besøg til hvalpene, og nu hvor de små er ved at være med på banen, begynder her også at komme børn i flere aldre på besøg.

Livet som hvalp her er ukompliceret og sjovt. De udforsker, opdager, spiser, leger, putter, slås indbyrdes om ting og rang, møder de store hunde med en åbenhed og nysgerrighed, der er så typisk for racen. Det er hunde, som lige fra begyndelsen, tror de er større, end de egentlig er.

 

 

Vicki’s fremmelige hvalpe 17 dage gamle

Efter hvalpene har åbnet deres øjne, begynder der pludselig at ske en masse. Hjernen, som hidtil næsten ingen funktion har haft, da nyfødte hvalpes funktioner ikke er baseret på bevidste handlinger, udvikler langsom men sikkert evner til at styre hvad hvalpene gør. Samtidig begynder de har skelne lys og mørke, og pludselig kan de løfte hovedet.

For hver gang hvalpene har spist er de vågne lidt og i de korte tidsrum begynder man virkelig at kunne se de udvikler sig. Vicki’s hvalpe er tidligt udviklet motorisk

Inden længe kan de både løfte hovedet og dreje det i en retning. Pludselig kan de også løfte overkroppen op på forbenene. Normalt går der endnu noget tid, før de kan rejse sig på bagbenene. Det gælder ikke Vicki’s hvalpe! Meget snart efter de er oppe på forbenen, begynder de også at komme op at stå på bagbenene. Vi så det sidste år, og ser det samme med hendes hvalpe i år. Det er usikkert og kortvarigt, men ingen tvivl om, at de er tidligt udviklede motorisk. For hver gang de er vågne, “rykker” de, og kan lidt mere.

Hvalpene kan pludselig løfte hovederne og løfte sig op på deres forben. Og der kommer kontakt

Og pludselig kommer det magiske øjeblik, hvor der er kontakt. Hvor hvalpene ved syn af skygge meget nær ved, med lugtesansen, og med smagen, konstaterer at der er andre i verden, end mor og søskende. Menneskehænder 🙂 !

Der er endnu ingen tegn til at hvalpenes ører er åbnet, så de reagerer ikke på lyd. Det er kun et spørgsmål om tid. Alt hvad de allerede gør nu er tidligt i forhold til alderen.

Alt sammen bedst illustreret ved lidt video. Det er sammenklippet af flere klip, alle taget i samme lille stund, hvor hvalpene var vågne efter et måltid. Ingen tvivl om, at de reagerer på at jeg er der med hånden alle 4. Det er et lige stort mirakel hver gang !

 

Vicki’s 4 fedlinger dag 3

Hvalpe og Vicki stortrives. På de første 2 døgn tog hvalpene mellem 52g og 70g på og har igen øget rigeligt til 3. døgn hvor de vejer mellem 350g og 408g.

Vicki og hvalpene stortrives. Det er altid “kritisk” i de første dage efter en fødsel, at hvalpene kommer godt i gang og at morhunden finder en god rytme i sin nye rolle.

Jeg holder mig i nærheden dag og nat og holder som udgangspunkt blot øje med at det hele går, som det skal, og at mor ikke mangler hverken vådt eller tørt. Hun håndfodres adskillige gange om dagen i kassen imens hun ligger hos hvalpene. Sådan kan de bedst lide det, alt for Vicki-mor 🙂

Stemningsbillede fra kassen. Der er ro og fred og dejligt varmt hos mor Vicki

Efter hun har sovet ud og fået hvalpene i gang, begynder instinkterne for at sikre hvalpe imod den øvrige verden at vågne, og alle mine sikkerhedsforanstaltninger, foruden lokation og materialer må igennem en nøjere inspektion. Andre muligheder afsøges også, det er helt normalt.

Inden i kassen med de høje sider kan Vicki lege “hemmelig hule” og krims-kramse aviserne som det passer hende. Der føles der – selv efter hun har undersøgt andre muligheder – trods alt mest trygt at være med hvalpene

Derfor er spor af Vicki’s undersøgelser set under sengen i det andet soveværelse, på en hylde i et klædeskab og hun har kigget lidt langt til Sussi’s dybeste huller imellem buskene. Det går så hurtigt, at man næsten ikke opfatter at det er hende der flyver lavt forbi.

Straks efter er hun tilbage i kassen ved hvalpene, hvor hun vælter om med et tilfredst suk.

Der er ikke meget stress over Vicki. De andre hunde generer hendes overhovedet ikke – godtnok har de ikke adgang til hendes værelse, men hun træffer dem jo i det øvrige hus og i haven, når hun skal ud og luftes. Hun stoler fuldt og fast på at jeg har styr på den del og er kun venlig overfor dem og hilser glad på dem

Papkassen er ikke et forsøg på at komme billigt eller let til tingene. Vi har nøje afsøgt et hav af forskellige typer føde- og hvalpekasser igennem årene, både flere slags hjemmebyggede, dyrekøbte og af forskellige materialer. Mor-hunde og hvalpe kan tydeligt aflæses i forhold til tilfredshed – utilfredse hvalpe hyler. En utilfreds morhund stresser og/eller flytter selv rundt på sine hvalpe. Igennem alle årene, og alle de tidspunkter hvor vi har måttet prøve os frem med noget andet, end det først tilbudte, pga. utilfredshed med matrikelplanen, er det endt med at der blev ro og harmoni i en moderat størrelse papkasse med høje sider.

Der er fuldstændig ro, harmoni og afslapning i Vicki’s og hvalpenes kasse. Det er tydeligt at hun er helt tilfreds med situationen og kassen og værelsets sikkerhedsstatus er godkendt.

Derfor starter vi nu dér i al sin enkelthed. Supplerer med rigeligt aviser så morhund selv kan krims-kramse og rode og flå og dække hvalpe til alt hvad hendes hjerte begærer. Og alle er glade, der er ro i hvalpekassen, ligesom der skal være  🙂