Den 25. Februar kom Brita’s og Absalons hvalpe til verden.
Det er ikke altid at tingene går lige på en snor, når man har med biologi at gøre. Og dette bliver vi indimellem mindet om på den hårde måde!
Brita havde fine veer, og har også tidligere født 2 fine kuld selv. Men denne gang kom der bare ingen hvalpe. På et tidspunkt måtte jeg træffe den eneste rigtige beslutning at komme afsted med hende til vagtdyrlægen. Jeg endte sådan set med selv at hjælpe den første hvalp ud, som desværre viste sig ikke at kunne reddes, trods ihærdigt genoplivningsarbejde fra klinikkens side. Da jeg hurtigt konstaterede at den næste hvalp ville komme baglæns og lå meget langt oppe, og jeg kunne se at Brita allerede var godt træt, afgjorde jeg at resten skulle ud ved kejsersnit.
Der viste sig kun at have været 4 ialt, så vi endte med 3 levende hvalpe, 2 hanner og 1 tæve.
Alle 3 hvalpe var reserveret på forhånd, idét jeg har en aftale om at sameje tæven med Kennel Sniberup’s i Sverige. Et samarbejde jeg ser meget frem til.
Den ene han flytter til sin far i Norge, og den anden er afhentet af en familie i USA, som jeg for snart 19 år siden solgte deres første gårdhundehvalp til. Emma, som hun hed, var fra mit 2. kuld gårdhunde i 2005 og hun blev næsten 18 år gammel.
Det er både rørende og helt vidunderligt, at have lært en familie at kende igennem 18 års tæt kontakt, og at de føler sig så tæt knyttet til os og min avl, at de rejser helt til Danmark efter den næste familiehund.
Tak til Signe Jensen, Norge for de fantastiske fotos af trekløveret!
Torsdag d. 8. februar kom Brita en tur forbi på mit arbejde. Her nørder vi temmeligt meget i ultralydsscanning af drægtige tæver. På forskellige tidspunkter i drægtigheden kan vi se forskellige ting. Tidligst i drægtigheden kan vi typisk bedst tælle fostrene og her senere hen, kan vi se nogle andre og mega sjove detaljer.
Vores dygtigste scanningsekspert ville nu alligevel gerne give et bud på antal, og i dag så vi helt sikkert 5 hvalpe i Brita. Hun er også godt tyk, så det er næsten en lettelse, at der ikke kun er 4, fordi så ville de muligvis blive meget store at føde.
En af de meget unikke detaljer vi også kan se ved de lidt sene ultralydsscanninger er kønnet på nogle af hvalpene. Jeg skriver nogle af hvalpene, fordi det kræver nemlig at de vender den helt rigtige vej, for at man kan se det. Det er ikke let, og hvalpene er ganske aktive indeni deres fosterblærer, så selvom de måske et kort sekund vender rigtigt, så er det ofte ikke længe nok, til at vi kan nå at se lige dét, der gør at vi kan afgøre kønnet.
Men i dag kunne vi se køn på 3 af de 5 hvalpe. Vi så helt sikkert 2 hanner og 1 tæve.
De sidste 2 bevarer vi spændingen om, fordi de var åbenbart lidt generte og ville ikke vise os deres køn 🙂
Men det gør heller ikke spor, det er dejligt at der stadig er lidt spænding tilbage, som først udløses ved fødslen.
Nu scanner vi ikke igen, men Brita har fået 2. Herpesvaccine, en vaccine man giver 2 gange i drægtigheden for at beskytte hvalpene. Så nu er nedtællingen for alvor igang. Det bliver så spændende at byde velkommen til disse 5 nye små liv.
Torsdag d. 28. december drog Brita og jeg afsted til Kastrup lufthavn tidligt om morgenen.
Forinden havde vi igennem en ugestid trænet med den lille bæretaske, specielt beregnet til fly, og Brita havde lært at føle sig helt tryg ved at gå ind i den og lægge sig ned.
Da Brita inklusive taske vejer lige under 8 kg. vidste jeg at det var en mulighed at tage hende med mig ombord i kabinen på et fly. I forvejen havde jeg købt en specielt kæledyrs billet til Brita. Jeg har efterhånden prøvet det nogle gange, men det var første gang for Brita’s vedkommende.I Gardermoen lufthavn i Oslo, Norge, mødtes vi med hendes udkårne.
En dejlig han – oprindeligt født i Danmark – ved navn Absalon. Absalon er en rolig og venlig og meget glad fyr, der er tryg ved alt og alle. Han lever harmonisk i en flok med andre hanhunde, både yngre og ældre. Han er højt præmieret i hele Skandinavien, og han var den første gårdhund der fik CACIB efter racen blev definitivt FCI godkendt. Absalon er netop fyldt 8 år i 2023 og er far til nogle kuld i Norge og Sverige. Dette er første gang at han (forhåbentlig) har hvalpe på vej i Danmark.
Lige før julenedlukning tog vi en blodprøve af Brita og lavede progesteronmåling. Selvom det blev en lidt tidlig forudsigelse af ægløsning, med dertil mulige usikkerheder, valgte jeg at købe billet og returbillet allerede da, til den følgende torsdag.
Juledag tog vi en kontrolmåling som viste at Brita havde skyndt sig en smule mere, end forventet med den ægløsning, men jeg valgte at fastholde rejsedagen d. 28/8, da det ikke så ud til at blive for sent.
Der var snestorm i Norge den dag Brita og jeg rejste derop, let skulle det jo ikke være. Så vi tog en hurtig beslutning, Absalons ejer og jeg, at det var for koldt til at hundene skulle ud i kulden og parre. Lidt “kreativt” fandt vi en stille krog i lufthavnen. Det blev en yderst vellykket parring fra første færd. Der var et par stykker der kiggede lidt, men de smilede blot og gik videre, og så ud til at synes det var lidt hyggeligt, det vi havde gang i 🙂
Brita var en fantastisk sød og nem rejsekammerat. Hun hyggede sig med nogle af de gode tyggepinde jeg havde taget med til hende, for at fordrive ventetiden. Og hun slappede af i sin taske eller på skødet af mig, når vi sad og ventede i lufthavnen ved gaten.
Flyet hjem blev forsinket med 1½ time pga. is og sne, men tidligt på aftenen kørte vi igen imod Ringsted fra Kastrup lufthavn.
Forhåbentlig med hvalpe på vej. Når Brita er 4-5 uger henne, vil en ultralydsscanning afsløre om turen var en succes. Vi er meget spændte.
Brita fylder 6 år her i foråret og har tidligere fået 2 kuld hvalpe.
Brita er en sød og mild og ejegod lille pige, som bare altid ønsker at gøre alting godt, og at alle er glade. Hun er velfungerende samme med alle hunde, også i både en stor og en lille flok. Brita er også en fantastisk hundemor.
Hendes hvalpe fra de 2 tidligere kuld er højt elskede familiehunde. Helt racetypiske gårdhunde af det dejligste temperament. Glade, positive, lette at præge og træne og ikke mindst lette at leve sammen med. Flere af dem er ovenikøbet højt præmierede – flere Danske champions, endda 2 junior verdensvindere. Vi og deres stolte familier synes ikke det er nogen skam, at disse vidunderlige familiehunde, samtidig er smukke.
Brita er er 5. generation af Kennel Little Denmark’s tæver siden vores allerførste gårdhund Maddy. Så hendes hvalpe bliver 6. generation af vores egen avl.
Vi har nydt næsten et helt år, dedikeret til vores hundeliv med hundene. Det var skønt at holde sommerferie og for en gangs skyld ikke være afhængig af at skulle være hjemme og passe hvalpe dagen lang.
Men nu her sidst på året da de unge “piger” er kommet i løbetid, begynder planerne også at komme på plads, og spændingen stiger.
Følg med her på siden, da der vil komme nyheder, så snart vi har noget konkret at fortælle. Og er du interesseret i at komme i betragtning til en af vores hvalpe, som vi håber bliver en realitet, og rejseklar i foråret 2023, så er det et rigtigt godt tidspunkt at kontakte mig på nu, før det går løs 🙂
Fay og hvalpe trives så fint. Hvalpene har åbnet øjnene her sidst på ugen, de er tykke og runde og tager støt og flot på, ved 2 uger vejer de ligeså meget som Vicki’s gjorde!
Fay er en dedikeret mor, der elsker at sove sammen med sine hvalpe, men hun er dog begyndt at sove på sengen i værelset og tage nogle pauser. I det fine vejr kommer hun også i haven mere, men ikke så længe ad gangen, så må hun op og holde øje med hvalpene.
Hun var nødt til at finde sig i at hvalpene blev vejet, fik klippet negle og fik ormekur her ved 2 uger. Hun ser langt efter den, når man løfter en af dem op, men det er dog knap så stressende for hende nu, som det var i starten.
Ved samme lejlighed fik også Fay’s hvalpe en opgradering af deres kasse. Da det ikke varer længe inden de selv kan kravle væk fra hvor de sover, for at tisse og lave, opdeles kassen i to slags underlag. For på den måde at støtte indlæring af at “gå” på aviser. Fay har prøvet det før og finder sig hurtigt tilrette, hvalpene skal lige cirkulere et par gange, før de accepterer den nye geografi og lægger sig. Det er temmelig varmt på vores 1. sal i disse dage, så de vælger ofte at ligge på de køligere aviser, i stedet for tæppet.
Nu med navne:
Hvalpene’s navne er nu på plads. Kuldet er vores P-kuld og alle vores hvalpe har engelske navne. Tallet 4 er fristende at lege med, når Fay selv er født i et kuld på 4, der var et F-kuld. Der anvendte vi tallet 4 som forstavelse til navnene (4-Ever Fay). Så vi genbruger 4-tallet i et kuld med 4 hvalpe efter Fay, bare på en lidt anden måde, så det bliver: Little Denmark’s P 4 Power Play, Little Denmark’s P 4 Polk-a-dot, Little Denmark’s P 4 Pride-n-joy, Little Denmark’s P 4 Power Flower. Hvem der er hvem, fremgår af billederne her i galleriet.
Det er ikke altid lige let at finde på navne med bestemte bogstaver, og hvad man ellers selv finder på af uskrevne “regler”. Vi har altid brugt navne på engelsk, da vi startede i USA og det har vi fortsat med i Danmark. Det var allerede 2 “regler” bogstavet O og så sproget. Derudover har jeg altid lavet en henvisning i navnet til de medfødte stumphaler. Og så er der begrænsninger i hvor lange navnene må være, inklusive mit kennelnavn højst 35 karakterer, inklusive mellemrum…
Men igen er det lykkedes at finde på 4 navne, som vi synes passer godt på Vicki’s firlinger. Hannen kom ud baglæns, derfor med “et twist” 😉
De hedder: Little Denmark’s Oliver Of A Twist, Little Denmark’s Ofelia Out Of Tail, Little Denmark’s Odds On Olivia og Little Denmark’s Olympia Tail Over. Her er de med nye billeder.
Efter hvalpene har åbnet deres øjne, begynder der pludselig at ske en masse. Hjernen, som hidtil næsten ingen funktion har haft, da nyfødte hvalpes funktioner ikke er baseret på bevidste handlinger, udvikler langsom men sikkert evner til at styre hvad hvalpene gør. Samtidig begynder de har skelne lys og mørke, og pludselig kan de løfte hovedet.
Inden længe kan de både løfte hovedet og dreje det i en retning. Pludselig kan de også løfte overkroppen op på forbenene. Normalt går der endnu noget tid, før de kan rejse sig på bagbenene. Det gælder ikke Vicki’s hvalpe! Meget snart efter de er oppe på forbenen, begynder de også at komme op at stå på bagbenene. Vi så det sidste år, og ser det samme med hendes hvalpe i år. Det er usikkert og kortvarigt, men ingen tvivl om, at de er tidligt udviklede motorisk. For hver gang de er vågne, “rykker” de, og kan lidt mere.
Og pludselig kommer det magiske øjeblik, hvor der er kontakt. Hvor hvalpene ved syn af skygge meget nær ved, med lugtesansen, og med smagen, konstaterer at der er andre i verden, end mor og søskende. Menneskehænder 🙂 !
Der er endnu ingen tegn til at hvalpenes ører er åbnet, så de reagerer ikke på lyd. Det er kun et spørgsmål om tid. Alt hvad de allerede gør nu er tidligt i forhold til alderen.
Alt sammen bedst illustreret ved lidt video. Det er sammenklippet af flere klip, alle taget i samme lille stund, hvor hvalpene var vågne efter et måltid. Ingen tvivl om, at de reagerer på at jeg er der med hånden alle 4. Det er et lige stort mirakel hver gang !
Fay’s 4 fine hvalpe vokser så det er en lyst, og Fay er en eksemplarisk mor, der ikke ret gerne viger fra sine børn. 1 uge gamle har alle mere end fordoblet deres fødselsvægt.
Hun foretrækker også at hvalpene bliver i kassen, og bliver let nervøs, når man tager dem op for at veje og skifte sengetøj. Derfor vælger jeg at lade hende og hvalpene være, og blande mig så lidt, som muligt her i starten. Hun holder meget af at ligge inde hos hvalpene med låget lukket på kassen, imens jeg sidder ude foran og nusser hende, eller langer mad ind (håndfodrer!) til hende. Så er hun en rigtig “hulehund”, og man kan fornemme det stimulerer hende og trykker på en masse af hendes instinkt-knapper.
Der er ro i kassen og hvalpene er tykke og meget stille. Da de er en uge gamle kommer de ud for en kort bemærkning til vejning og et par portrætfotos. Fay ser bekymret til, og er tydelig lettet, da det er overstået og hun får hvalpene ned i kassen igen.
Hun elsker når jeg er i værelset hos hende, og f.eks. sidder ved computeren eller laver noget papirarbejde. Det er tydeligt at hun synes det er rigtigt hyggeligt. Hun er flere gange om dagen i haven med de andre hunde, men hun er ikke væk fra hvalpene ret længe ad gangen. Der er absolut ingen problemer i at datter Vicki ligger med hvalpe i rummet ved siden af, Fay ved det godt, men interesserer sig ikke for det, og Vicki har heller ikke haft fjerneste interesse i Fay’s hvalperum. Det er dejligt med den fine balance, fordi om kort tid bliver de endnu tættere naboer nede i køkkenet 🙂
Her findes individuelle billeder af hvalpene med deres fødselsvægt og vægt ved 1 uge. Nu venter vi spændt på at de lukker øjnene op…
Det er ikke til at forstå hvor tiden forsvinder hen, men Vicki’s hvalpe er allerede 2 uger gamle i morgen.
Alt går så fint, både med Vicki og med hvalpene. Vicki er en super flink mor og er hos hvalpene hele tiden. Sommetider lægger hun sig lige ud foran kassen, men ved det mindste “pib”, så er hun inde ved hvalpene igen. De vokser så det knager.
På “dag 12” havde de lige pludselig åbnet øjnene alle sammen til aften. Ofte sker det over nogle dage, hvor der først er små sprækker og derefter åbnes hele øjet, måske dagen efter. Der kan også være en dags forskel på hvalpene, det er ikke altid at det sker samme dag. Men Vicki’s hvalpe spildte ikke tiden, det var “bum” og så have de øjne alle 4.
De kan ikke se i begyndelsen, højst lys/skygge lige nu. Men det kommer langsomt over de næste dage og uger.
På “dag 13” vejer de alle over 800 g. De har nu fået deres første ormekur. Deres negle vokser hurtigt, og de blev klippet i dag for første gang. Man kan se at de begynder at forsøge at komme lidt op på forbenene. Når de har kræfter til at trække sig op, synes jeg ikke de skal hænge fast i noget med neglene. Og nu kommer der nemlig noget at hænge fast i samtidig…
Det er tid til udskiftning af kassen til en større. Dels skal de i gang med den tidligste renlighedstræning, og dels skal de have bedre plads til at bevæge sig på. Når hvalpe bliver et par uger gamle begynder de selv at kunne tisse og lave. Indtil da, er de afhængige af at moderen stimulerer blære og tarm ved at slikke dem på maven. Fra det tidspunkt, hvor de selv kan eliminere, kravler de instinktivt væk fra det sted, hvor de sover.
Her er vi klar med en opdelt kasse med to forskellige underlag. Det er så simpelt…aviser i den ene ende, og tæppe i den anden. De indøver således fra nu af helt af sig selv, at tisse og lave på aviser som underlag…
Kassen testes af Vicki og er straks godkendt, og uden det mindste vrøvl, flyttede den lille familie ind i deres nye kvarterer.
Her er individuelle billeder af Vicki’s 4 hvalpe da de var 10 dage gamle:
Vicki og hvalpene stortrives. Det er altid “kritisk” i de første dage efter en fødsel, at hvalpene kommer godt i gang og at morhunden finder en god rytme i sin nye rolle.
Jeg holder mig i nærheden dag og nat og holder som udgangspunkt blot øje med at det hele går, som det skal, og at mor ikke mangler hverken vådt eller tørt. Hun håndfodres adskillige gange om dagen i kassen imens hun ligger hos hvalpene. Sådan kan de bedst lide det, alt for Vicki-mor 🙂
Efter hun har sovet ud og fået hvalpene i gang, begynder instinkterne for at sikre hvalpe imod den øvrige verden at vågne, og alle mine sikkerhedsforanstaltninger, foruden lokation og materialer må igennem en nøjere inspektion. Andre muligheder afsøges også, det er helt normalt.
Derfor er spor af Vicki’s undersøgelser set under sengen i det andet soveværelse, på en hylde i et klædeskab og hun har kigget lidt langt til Sussi’s dybeste huller imellem buskene. Det går så hurtigt, at man næsten ikke opfatter at det er hende der flyver lavt forbi.
Straks efter er hun tilbage i kassen ved hvalpene, hvor hun vælter om med et tilfredst suk.
Papkassen er ikke et forsøg på at komme billigt eller let til tingene. Vi har nøje afsøgt et hav af forskellige typer føde- og hvalpekasser igennem årene, både flere slags hjemmebyggede, dyrekøbte og af forskellige materialer. Mor-hunde og hvalpe kan tydeligt aflæses i forhold til tilfredshed – utilfredse hvalpe hyler. En utilfreds morhund stresser og/eller flytter selv rundt på sine hvalpe. Igennem alle årene, og alle de tidspunkter hvor vi har måttet prøve os frem med noget andet, end det først tilbudte, pga. utilfredshed med matrikelplanen, er det endt med at der blev ro og harmoni i en moderat størrelse papkasse med høje sider.
Derfor starter vi nu dér i al sin enkelthed. Supplerer med rigeligt aviser så morhund selv kan krims-kramse og rode og flå og dække hvalpe til alt hvad hendes hjerte begærer. Og alle er glade, der er ro i hvalpekassen, ligesom der skal være 🙂