Berta er hele pakken: Sundhed, funktion, mentalitet og skønhed.
Og hvalpeplaner 2025

18 måneder gammel, Little Denmark’s Zorro’s Zista, aka Berta

Lad os introducere vores fremtidige planer, og den unge generation, som skal bære fremtiden. Den mest elskelige, livslykkelige lille pige…

Til daglig er hun kendt som Berta, på hendes stambog kaldte jeg hende Little Denmark’s Zorro’s Zista.

Jeg elsker alt ved denne video, der viser et af de mange daglige “stand-off” med katten Flora. Det er vildt så musestille Berta kan stå, og SÅ er der ellers smæk på, når de begge springer!

Berta lever som en rigtig gårdhund. Hun bor midt i en perle på jord, nemlig på den økologiske blomsterfarm kendt som Frida’s Have. 

Bedste venner og puttekammerater foran brændeovnen. Berta sammen med senior gårdhund Frida og katten Flora

Her bor endvidere senior gårdhunden Frida, Berta’s legekammerat og putteven, Katten Flora, en flok moskusænder, 2 galloway køer, en flok får og en blind fritløbende kanin. Endvidere en flok høns. 

Berta lever frit på gården, hvor hun gør livet utrygt for mus og forbipasserende rotter. På denne måde passer Berta et fornemt job som rigtig gårdhund. Hun indeholder de nødvendige og ønskværdige instinkter og det temperament, som en rigtig gårdhund behøver, for at kunne opfylde funktionen. 

Hun er aktiv dagen lang og holder sig således i stram form. Hun hilser alle besøgende overstrømmende velkommen og følger glad med overalt hvor der er lidt aktivitet. I hjemmet elsker hun som enhver gårdhund at putte tæt, både med sine mennesker, og med Frida og Flora. 

Berta og jeg selv på podiet i Zagreb ved Verdenshundeudstillingen i April 2024, hvor hun vandt den fornemme titel WJW24 (Verdens junior vinder 2024). På de nyere billeder af Berta ses det tydeligt at hun ikke længere er helt så ranglet, fordi hun er i udvikling, og er ved at “vokse sammen”

Berta er 7. generation Little Denmark’s i lige tævelinje siden vores første gårdhund, Maddy. Men hun er meget mere end dét. Fordi hendes far er også Little Denmark’s.  Nemlig 5. generation.

Sammen med mig og en mindre flok andre hunde, har hun været på udstillinger. Senest en tur til Kroatien, hvor hun blev Junior Verdensvinder 2024. WJW24. 

Berta har også været hjemme hos os flere gange i forbindelse med udstillinger, og hun har overnattet her sammen med husets øvrige flok.

 

 

Hjemme hos os i vores flok er Berta tryg og glad for at være, og fuldt ud anerkendt af de andre hunde, som en naturlig del af flokken.

Kendetegnende for hende er, at hun bare altid er glad, åben og tryg i alle situationer. Uanset om det er på rejse i bilen, ombord på en færge, i en hal fyldt med hundeglam i Zagreb, eller herhjemme i flokhierakiet. Hun har bare en imponerende kernesund og naturlig tilgang til hele livet, også alt dét hun aldrig har set eller prøvet før.

Nu er hun 18 måneder gammel, og ikke længere junior. Vi ser tydeligt at hun er i fysisk udvikling, og det ranglede teenage præg begynder at samles til en unghund. 

Berta er en rigtig lille lykkepille at være sammen med, man kan simpelthen ikke være i dårligt humør i hendes selskab. Sprudlende, kærlig, hengiven, intelligent, morsom, legesyg, kælepotte, og ikke mindst en lynhurtig  gnaver-dræber. I tilgift en smuk, ung gårdhundetæve, som man bestemt ikke kan få ondt i øjnene af at se på. Således repræsenterer Berta alt dét, som jeg som opdrætter igennem mere end 20 år har stræbt efter at bevare manifestere i racen, via min avl. 

DKCH ROV24 NobleNielsNeo, en rigtig gårdhund og “hele pakken” – funktion, mentalitet, sundhed og eksteriør.
“Neo” med det korrekte, fine, lille, trekantede hovede, med det milde og intelligente udtryk, som altsammen tilhører racens adelsmærke.

 I 2025 er det planen at Berta skal have et kuld hvalpe her hos os. Faderen til hendes hvalpe er også en rigtig gårdhund, og bor på en gård, hvor han opfylder funktionen som sådan. Ovenikøbet er han også en af flere effektive  hunde, der deltager i sit menneskes job som professionel skadedyrsbekæmper. Hans far kommer her fra os, så med kombinationen får vi lidt tilbage af vores egne kendte linjer. Dog er de to ikke spor nært beslægtet, da indavlsgraden er 0 % regnet på 3 generationer.

Han er dansk udstillingschampion og besidder alle de samme egenskaber, som Berta – både ude som gårdhund, og inde som familiehund. 

Jeg glæder mig usigeligt til – nu i 8. generation – at kombinere disse 2 hunde i bestræbelserne på fortsat at bevare de egenskaber vi for over 20 år siden, faldt for ved denne helt fantastiske race: Sundhed, funktion, temperament og skønhed. Således forventes næste generation at sikres via disse 2 fantastiske forældrehunde. De besidder i hvert tilfælde beggeto samtlige egenskaber i rigt mål.

Begge forældre er frie (N/N) for øjensygdommen PLL, så alle hvalpene bliver dermed også frie.

C-kuld nr. 2

Den 25. Februar kom Brita’s og Absalons hvalpe til verden.

Det er ikke altid at tingene går lige på en snor, når man har med biologi at gøre. Og dette bliver vi indimellem mindet om på den hårde måde!

Brita havde fine veer, og har også tidligere født 2 fine kuld selv. Men denne gang kom der bare ingen hvalpe. På et tidspunkt måtte jeg træffe den eneste rigtige beslutning at komme afsted med hende til vagtdyrlægen. Jeg endte sådan set med selv at hjælpe den første hvalp ud, som desværre viste sig ikke at kunne reddes, trods ihærdigt genoplivningsarbejde fra klinikkens side. Da jeg hurtigt konstaterede at den næste hvalp ville komme baglæns og lå meget langt oppe, og jeg kunne se at Brita allerede var godt træt, afgjorde jeg at resten skulle ud ved kejsersnit. 

Der viste sig kun at have været 4 ialt, så vi endte med 3 levende hvalpe, 2 hanner og 1 tæve.

Alle 3 hvalpe var reserveret på forhånd, idét jeg har en aftale om at sameje tæven med Kennel Sniberup’s i Sverige. Et samarbejde jeg ser meget frem til.

Little Denmark’s Cargo Choice by Chance som fremover bliver kaldt for Choice. Denne skønne lille pige vil blive samejet med Kennel Sniberups i Sverige. Vi ser frem til at følge Choice tæt i dette samarbejde.
Little Denmark’s Check-in the Change, fremover kaldet Frederik, flytter til sin far Absalon i Norge. Også ham glæder vi os til at følge tæt.
Little Denmark’s Cockpit Challenge fremover kendt som Zuko, er flyttet til Maine i USA til en familie vi har kendt igennem 19 år, fordi de købte deres første gårdhundehvalp hos os (dengang i Wyoming) i 2005. Emma blev næsten 18 år gammel. Zuko skal passe en gård med heste og mange andre dyr, og vi har allerede rig lejlighed til at følge alle hans bedrifter og træning.

Den ene han flytter til sin far i Norge, og den anden er afhentet af en familie i USA, som jeg for snart 19 år siden solgte deres første gårdhundehvalp til. Emma, som hun hed, var fra mit 2. kuld gårdhunde i 2005 og hun blev næsten 18 år gammel. 

Det er både rørende og helt vidunderligt, at have lært en familie at kende igennem 18 års tæt kontakt, og at de føler sig så tæt knyttet til os og min avl, at de rejser helt til Danmark efter den næste familiehund. 

Tak til Signe Jensen, Norge for de fantastiske fotos af trekløveret!

 

Brita er parret, måske får vi hvalpe i februar 2024

DKCH SECH DKJUCH KBHJV19 DKJV19 BORNHV22 KLBCH Little Denmark’s Riff Raff Rita DK11340/2018
NORDCH DKJV16 NJV16 Absalon DK19600/2015 som vi håber har hvalpe på vej sammen med Brita

Torsdag d. 28. december drog Brita og jeg afsted til Kastrup lufthavn tidligt om morgenen.

Forinden havde vi igennem en ugestid trænet med den lille  bæretaske, specielt beregnet til fly, og Brita havde lært at føle sig helt tryg ved at gå ind i den og lægge sig ned.

Da Brita inklusive taske vejer lige under 8 kg. vidste jeg at det var en mulighed at tage hende med mig ombord i kabinen på et fly. I forvejen havde jeg købt en specielt kæledyrs billet til Brita. Jeg har efterhånden prøvet det nogle gange, men det var første gang for Brita’s vedkommende.I Gardermoen lufthavn i Oslo, Norge, mødtes vi med hendes udkårne.

Absalon, en dejlig dreng med et skønt hovede og udtryk
Brita og Absalon i Oslo lufthavn

En dejlig han – oprindeligt født i Danmark – ved navn Absalon. Absalon er en rolig og venlig og meget glad fyr, der er tryg ved alt og alle. Han lever harmonisk i en flok med andre hanhunde, både yngre og ældre. Han er højt præmieret i hele Skandinavien, og han var den første gårdhund der fik CACIB efter racen blev definitivt FCI godkendt. Absalon er netop fyldt 8 år i 2023 og er far til nogle kuld i Norge og Sverige. Dette er første gang at han (forhåbentlig) har hvalpe på vej i Danmark.

Lige før julenedlukning tog vi en blodprøve af Brita og lavede progesteronmåling. Selvom det blev en lidt tidlig forudsigelse af ægløsning, med dertil mulige usikkerheder, valgte jeg at købe billet og returbillet allerede da, til den følgende torsdag.

Brita var helt tryg under hele vores lange rejse, og hyggede sig i sin taske, også i ventetiden i lufthavnen

Juledag tog vi en kontrolmåling som viste at Brita havde skyndt sig en smule mere, end forventet med den ægløsning, men jeg valgte at fastholde rejsedagen d. 28/8, da det ikke så ud til at blive for sent.

Brita hviler sig, faktisk snorksov hun, ombord på flyet i tasken ved mine fødder

Der var snestorm i Norge den dag Brita og jeg rejste derop, let skulle det jo ikke være. Så vi tog en hurtig beslutning, Absalons ejer og jeg, at det var for koldt til at hundene skulle ud i kulden og parre. Lidt “kreativt” fandt vi en stille krog i lufthavnen. Det blev en yderst vellykket parring fra første færd. Der var et par stykker der kiggede lidt, men de smilede blot og gik videre, og så ud til at synes det var lidt hyggeligt, det vi havde gang i 🙂

Brita var en fantastisk sød og nem rejsekammerat. Hun hyggede sig med nogle af de gode tyggepinde jeg havde taget med til hende, for at fordrive ventetiden. Og hun slappede af i sin taske eller på skødet af mig, når vi sad og ventede i lufthavnen ved gaten.

Is og sne i lufthavnen i Oslo blev skyld i forsinkelse på hjemvejen. Men det blev samlet set stadig kun en en-dagstur, vi var hjemme samme aften, som vi tog afsted.

Flyet hjem blev forsinket med 1½ time pga. is og sne, men tidligt på aftenen kørte vi igen imod Ringsted fra Kastrup lufthavn.

Forhåbentlig med hvalpe på vej. Når Brita er 4-5 uger henne, vil en ultralydsscanning afsløre om turen var en succes. Vi er meget spændte.

Brita fylder 6 år her i foråret og har tidligere fået 2 kuld hvalpe.

Brita er en sød og mild og ejegod lille pige, som bare altid ønsker at gøre alting godt, og at alle er glade. Hun er velfungerende samme med alle hunde, også i både en stor og en lille flok. Brita er også en fantastisk hundemor.

Søde Brita sidder i lufthavnen i Oslo og kigger efter Absalon

Hendes hvalpe fra de 2 tidligere kuld er højt elskede familiehunde. Helt racetypiske gårdhunde af det dejligste temperament. Glade, positive, lette at præge og træne og ikke mindst lette at leve sammen med. Flere af dem er ovenikøbet højt præmierede – flere Danske champions, endda 2 junior verdensvindere. Vi og deres stolte familier synes ikke det er nogen skam, at disse vidunderlige familiehunde, samtidig er smukke.

Brita er er 5. generation af Kennel Little Denmark’s tæver siden vores allerførste gårdhund Maddy. Så hendes hvalpe bliver 6. generation af vores egen avl.

VIPpen er drægtig

Allerede fra de var hvalpe, havde Trooper og VIPpen et særligt bånd. På den måde foreslog de  ganske tidligt, at de selv syntes de var et godt match for hinanden.

I november havde VIPpen et par stævnemøder med Trooper…

De to er begge født hos os, men fra to meget forskellige kuld. Trooper kom ud for en forfærdelig ulykke, kun 6 uger gammel, og brækkede skulderen.

Med et meget komplieret brud, i endnu meget bløde og ufærdige knogler, var der stor risiko for, at selv en operation, ikke ville give et godt resultat. Det er meget risikabelt at lægge så ung en hvalp i narkose, og selv hvis dét kunne lykkes, og man kunne fiksere bruddet, så ville han være utroligt skrøbelig i mange uger, og i stor risiko for selv at ødelægge det, før det var vokset ordentligt sammen.

Vi valgte alligevel at gøre alt, og lade Trooper operere. Og tog opgaven på os, at holde ham i ro i en lillebitte kasse i mange uger, hvor han var med mig på arbejde, og sov ved min seng, og hvor jeg bar ham ud i kort snor på lufteture hver anden time døgnet rundt. Efter 6 uger måtte han opereres igen, idét alle skruerne fra første operation var gået løs og måtte fjernes.

Det var en kæmpe opgave med sådan en lille hvalp, der hurtigt blev frisk og fuld af krudt, mere end godt var for ham selv. Han fik da også lavet et skred i bruddet, men knoglerne voksede sammen, og han blev hel.

I dag er han en voksen sprudlende livsglad hund, der sagtens kan klare en løbetur ved cyklen på 4-5 km. Han er fantastisk glad og fuld af spilopper, og samtidig en dejlig kærlig puttehund. At se ham nyde livet, gør det alt arbejdet værd, at have reddet det for ham.

Og nu skal Trooper være far. Til VIPpens hvalpe. Det føles næsten somom vi lever i et Disney-eventyr, fordi historien bag er så fantastisk speciel.

Da Trooper kom ud af kassen, fulgte et meget langt forløb med genoptræning, svømning, kiropraktiske behandlinger osv. Derfor blev han jo noget længere hos os, end han ellers ville have gjort.

Og allerede dengang, så vi et særligt bånd imellem VIPpen og ham. På den måde, foreslog de i grunden ganske tidligt selv, at det måske en dag skulle være “de to”. Slægtsmæssigt giver det fin mening, og efterhånden som de er blevet voksne, passer de også virkeligt godt sammen på alle andre måder.

De supplerer hinanden så fint. Trooper kender ingen begrænsinger, VIPpen foretrækker at vi gør ting sammen, så er hun stærkest. Begge elsker at putte og hygge, og at komme med, hvor der sker noget. VIPpen er en vidunderlig hund at træne med, letlært og meget motiveret – næsten lidt bekymret for at gøre noget forkert, hun vil så gerne gøre sit allerbedste for at man skal blive glad.

Også bag disse to findes der en slægt af langtlevende og friske hunde. Begge er testet fri for øjensygdommen PLL, dermed ved vi at deres hvalpe også er PLL fri via arv.

Vi glæder os rigtigt meget til at byde Trooper og VIPpens hvalpe velkommen til verden, omkring midt i januar 2023.

Første kig ind til vores Z-kuld

Og så blev spændingen og ventetiden udløst…vores dejlige lille “Dimsen” er drægtig. Det betyder at vi venter hvalpe ca. en uge efter nytår i januar 2023. Hvalpene er 7. generation, som vi selv har opdrættet her hos os, siden vores allerførste gårdhund, Maddy.

Allerede i weekenden før scanningen havde vi en stærk mistanke om at parringen havde båret frugt. Dimsen havde ikke lyst til sin morgenmad, da vi skulle afsted på årets sidste udstilling, gårdhundeklubbens juleudstilling.

Men dagens godbidder, som bestod af kogt kylling, tørret lever og lammepølse gled udmærket ombord. Lidt uregelmæssig og vigende apetit, kan sagtens være et tidligt tegn på drægtighed.

Dimsen blev 2. bedste tæve efter sin mor, fik CERT, og dermed kunne hun pludselig titulere sig som Dansk Champion, DKCH. Ved scanningen dagen efter, tilføjede hun titlen “vordende moder” til CV’et…

Faderen til hvalpene har vi også opdrættet her hos os, det er nemlig sødeste “Eze”, Little Denmark’s VIP Vagabond Viking. Eze med det glade, velbalancerede og stabile sind, som elsker alt og alle. Født med verdens største “Ja-hat” på. Vi har endnu ikke opdaget noget, som Eze ikke kan lide, når bare vi gør det sammen. Om det er skovtur i regnvejr, eller ragnarok på udstilling i Herning Messecenter med tusinder af hunde, det kan komme ud på ét, han synes det er vidunderligt altsammen.

Både Eze og Dimsen er testet fri for øjensygdommen PLL, og dermed ved vi på forhånd at vores kommende hvalpe også er fri via arv.

Arhj, hvor vi glæder os. Vi følger Dimsen tæt med scanninger løbende igennem drægtigheden, hvilket er meget spændende. Dimsen er ligesom flere andre af vores piger før hende, med til at hjælpe scanningseksperterne på Canicold International med at kunne udfærdige endnu mere præcise grafer, til nøjagtig datering og beregning af termin for racen Dansk/Svensk gårdhund.

Begge forældre er ukomplicerede hunde, som er top sociale. De er kontaktsøgende og elsker alle mennesker og følger sig trygge i ethvert selskab, i alle de situationer vi har bragt dem i. De er sunde og friske og har en slægt bag sig af hunde, der har været langt levende og aktive, selv i en høj alder. De elsker at lege med legetøj, og er derfor lette at skabe og bevare kontakt til i træningssammenhæng. Og så er de naturligvis vældigt godt begavede begge to.