Fay’s 4 fine hvalpe vokser så det er en lyst, og Fay er en eksemplarisk mor, der ikke ret gerne viger fra sine børn. 1 uge gamle har alle mere end fordoblet deres fødselsvægt.
Hun foretrækker også at hvalpene bliver i kassen, og bliver let nervøs, når man tager dem op for at veje og skifte sengetøj. Derfor vælger jeg at lade hende og hvalpene være, og blande mig så lidt, som muligt her i starten. Hun holder meget af at ligge inde hos hvalpene med låget lukket på kassen, imens jeg sidder ude foran og nusser hende, eller langer mad ind (håndfodrer!) til hende. Så er hun en rigtig “hulehund”, og man kan fornemme det stimulerer hende og trykker på en masse af hendes instinkt-knapper.
Der er ro i kassen og hvalpene er tykke og meget stille. Da de er en uge gamle kommer de ud for en kort bemærkning til vejning og et par portrætfotos. Fay ser bekymret til, og er tydelig lettet, da det er overstået og hun får hvalpene ned i kassen igen.
Hun elsker når jeg er i værelset hos hende, og f.eks. sidder ved computeren eller laver noget papirarbejde. Det er tydeligt at hun synes det er rigtigt hyggeligt. Hun er flere gange om dagen i haven med de andre hunde, men hun er ikke væk fra hvalpene ret længe ad gangen. Der er absolut ingen problemer i at datter Vicki ligger med hvalpe i rummet ved siden af, Fay ved det godt, men interesserer sig ikke for det, og Vicki har heller ikke haft fjerneste interesse i Fay’s hvalperum. Det er dejligt med den fine balance, fordi om kort tid bliver de endnu tættere naboer nede i køkkenet 🙂
Her findes individuelle billeder af hvalpene med deres fødselsvægt og vægt ved 1 uge. Nu venter vi spændt på at de lukker øjnene op…
Det er ikke til at forstå hvor tiden forsvinder hen, men Vicki’s hvalpe er allerede 2 uger gamle i morgen.
Alt går så fint, både med Vicki og med hvalpene. Vicki er en super flink mor og er hos hvalpene hele tiden. Sommetider lægger hun sig lige ud foran kassen, men ved det mindste “pib”, så er hun inde ved hvalpene igen. De vokser så det knager.
På “dag 12” havde de lige pludselig åbnet øjnene alle sammen til aften. Ofte sker det over nogle dage, hvor der først er små sprækker og derefter åbnes hele øjet, måske dagen efter. Der kan også være en dags forskel på hvalpene, det er ikke altid at det sker samme dag. Men Vicki’s hvalpe spildte ikke tiden, det var “bum” og så have de øjne alle 4.
De kan ikke se i begyndelsen, højst lys/skygge lige nu. Men det kommer langsomt over de næste dage og uger.
På “dag 13” vejer de alle over 800 g. De har nu fået deres første ormekur. Deres negle vokser hurtigt, og de blev klippet i dag for første gang. Man kan se at de begynder at forsøge at komme lidt op på forbenene. Når de har kræfter til at trække sig op, synes jeg ikke de skal hænge fast i noget med neglene. Og nu kommer der nemlig noget at hænge fast i samtidig…
Det er tid til udskiftning af kassen til en større. Dels skal de i gang med den tidligste renlighedstræning, og dels skal de have bedre plads til at bevæge sig på. Når hvalpe bliver et par uger gamle begynder de selv at kunne tisse og lave. Indtil da, er de afhængige af at moderen stimulerer blære og tarm ved at slikke dem på maven. Fra det tidspunkt, hvor de selv kan eliminere, kravler de instinktivt væk fra det sted, hvor de sover.
Her er vi klar med en opdelt kasse med to forskellige underlag. Det er så simpelt…aviser i den ene ende, og tæppe i den anden. De indøver således fra nu af helt af sig selv, at tisse og lave på aviser som underlag…
Kassen testes af Vicki og er straks godkendt, og uden det mindste vrøvl, flyttede den lille familie ind i deres nye kvarterer.
Her er individuelle billeder af Vicki’s 4 hvalpe da de var 10 dage gamle:
Hele torsdagen gik med opblokning. Fay var fastende og sov det meste af tiden.
Indimellem halsede hun, rystede og sitrede, var rastløs og havde smerter fra plukveer, gemte sig, skrabede og “byggede rede” planløst rundt omkring. Hun havde det ikke godt, og hun havde en enormt behov for, at jeg skulle sidde lige ved siden af hende.
Sidst på aftenen torsdag begyndte hun at ville i haven flere gange, for at “tømme ud”.
Fay er så erfaren og så bevidst om hele processen, så da hun vidste, at nu var det ved at være tid, gik hun af sig selv i papkassen. Hun elsker at have den til at føde i og være med sine hvalpe den første tid. Jeg noterede at hun gik i kassen kl, 22.50, at første pressevé kom kl. 23.09 og at “vandet gik” kl. 23.11. Fay kunne have valgt en af hundesengene med bløde tæpper i ude foran kassen, eller min seng lige ved siden af. Hun havde fået lov at føde lige hvor det passede hende. Igen en grund til, at vi ender ved papkassen hver gang – hundene vil selv helst have den.
Fay er en fornøjelse at overvære fødsel. En del af vores gårdhunde har rigtigt mange urhunde-instinkter i bevaring. Disse kommer især op til overfladen, når de føder. De gør nogle ting, der er mange andre racer, der aldrig kunne finde på. Det er også yderst sjældent – for ikke at sige jeg har simpelthen aldrig hørt om det – at en gårdhund ligger sine hvalpe ihjel eller kommer til at træde på dem, eller maser fødte hvalpe imens de er sanseløse af veer i gang med at føde de næste.
Fay har en ekstra “overbygning” på det, de andre gårdhundetæver kan, når de føder. En masse små besynderlige ting, som hun gør, der helt klart har noget med instinkter at gøre og ville tjene helt særlige formål, hvis hun havde været en vild hund i det fri. Det kan være svært at gennemskue hvad det hele betyder og hvad det skal gøre, men én ting, der er meget tydelig, er måden hun beskytter de fødte hvalpe, imens hun føder de næste. Nederst i indlægget er lidt sammenklippet video af det.
Det har jeg aldrig set nogle af mine andre tæver gøre. Hun kan med en pote ligesom samle og “holde” sine hvalpe i midten af kassen, imens hun selv kører kroppen rundt langs kanten af kassen og stemmer ryggen op imod kassens sider. Hun presser imens hun karter sådan rundt, så det rykker på den næste hvalp, der er på vej. På den måde kommer de meget mobile hvalpe ikke ved et uheld til at kravle ind under hende, eller ind bag hende. Det er fantastisk at se, hun har gjort dette siden allerførste gang hun fødte. Dette er hendes tredje kuld.
Fødsel gik fuldstændigt “efter bogen” uden de mindste komplikationer, og Fay klarer det hele selv. En anden helt fabelagtig teknik hun kan er, at i samme sekund en hvalp ankommer, vender hun sig og tager et helt specielt “tag” og med et snup trækker hun selv hvalpen det sidste stykke ud, og trækker samtidig moderkagen med.
Den hugger hun i sig i eet hug og straks har hun hul på hvalpens pose og er i gang med at slikke og flå navlestreng. Hun gør det fuldstændigt ens med hver eneste hvalp, og har gjort det siden hun fødte den første i hendes første kuld.
Når Fay er færdig med at føde spiser hun, løber i haven og er retur hos hvalpene i et split sekund, og derefter kan vi gå i ét med gulvbrædderne for hendes skyld. Hun viger ikke frivilligt fra hendes børn, og hun lukker alt og alle helt ude af hendes lille verden i kassen. Hun arrangerer aviser og håndklæder som det passer hende bedst, og jeg forsøger at forstyrre mindst muligt. Hun er dog helt tilfreds med at jeg håndfodrer hende imens hun ligger hos hvalpene 🙂
Her er lidt sammenklippet video fra fødslen, af hvordan Fay holder de fødte hvalpe samlet i midten af kassen, imens hun kører kroppen rundt langs kassens sider og stemmer imod med ryggen. Først med 2 hvalpe, og til slut i klippet med 3 hvalpe. Hun vender sig fra side til side under hele fødslen.
En download af billeder og video’er fra mit kamera, gav en mappe med blandede bolcher. Der sker mange forskellige ting, så dette indlæg bliver sammenkogt.
Først og fremmest vokser Vicki’s hvalpe så det knager. Jeg har været igennem alle mine noter fra mine 14 tidligere kuld igennem årene, og vi har aldrig haft hvalpe så store i den alder før. På 4. døgn vejede Vicki’s hvalpe det som vores hvalpe plejer at veje når de er 1 uge gamle. Nemlig omkring 400-450g.
Vicki passer dem så fint og er en dygtig mor. Det er dejligt at hun har prøvet det før, erfaringen giver meget ro på. Hun synes dog at det kan være lidt kedeligt at være ved hvalpene alene. Nu har jeg også været ved hende i døgndrift i begyndelsen.
Men heldigvis er Vicki aldrig rådvild. Hun kommer helt enkelt bare og henter mig, der hvor jeg er og sørger for at jeg følger med hende op til hvalpekassen. Når jeg sætter mig, lægger hun sig ind til hvalpene. Fordi sådan vil hun have det – vi er i det sammen, så skal jeg også være hos hvalpene sammen med hende. Så vi hygger og nusser og snakker om hvor fine de er, og hvor dygtig Vicki er, og så må jeg gerne gå igen for en stund.
Hun har intet imod at vi rører ved hvalpene og tager dem korvarigt op til vejning en gang om dagen. Sommetider kan en morhund godt se lidt langt efter en hvalp på vægten, men ikke Vicki. Hun satser helt klart på at vi deles 100% om ansvaret, og at det kan jeg leve op til. Det er både godt og skidt, fordi det betyder at jeg skal holde et ekstra øje på hende – at hun ikke slækker fordi hun tror jeg dækker for hende 😉
I mellemtiden er hvalpemormor Fay ved at nærme sig sin termin. Hun bliver både mor og mormor samtidig, et af de små særlige tilfælde der er mulige, fordi en hundegeneration er så kort, helt ned til 2 år.
Fay virker stor og tung, men jeg har hende mistænkt for at have spist sig godt i stand på det gode, fede hvalpefoder og måske være mere Fay og knap så meget hvalpe, som hun ser ud til. Der er kommet mange gæt på helt op til 7 hvalpe. Jeg tror kun der er 3. Måske 4. Så meget som Fay sover og ligger helt stille og virker besværet op og ned fra seng og møbler, så tænker jeg at hun løfter sløret for hendes hemmelighed meget snart. Hun har fået den anden og sidste herpes vaccination og hendes hvalperum er indrettet. Vi er klar.
Udenfor amme- og fødestuer er det sommer. Rigtig dansk sommer med et strejf af efterårsblæst. På de dage hvor det suser godt, er skoven dejlig at gå i. Der er læ, og mærkeligt nok møder vi ikke ret mange.
Herunder et videoklip fra en soppetur ved søen. Efter at have gået en timelang stroppetur bl.a. igennem højt og ufremkommeligt græs og op og nedad bakke, skal det gå hurtigt med at køle lidt ned og få en tår vand. – Hellere dem, end jeg 🙂
Vicki og hvalpene stortrives. Det er altid “kritisk” i de første dage efter en fødsel, at hvalpene kommer godt i gang og at morhunden finder en god rytme i sin nye rolle.
Jeg holder mig i nærheden dag og nat og holder som udgangspunkt blot øje med at det hele går, som det skal, og at mor ikke mangler hverken vådt eller tørt. Hun håndfodres adskillige gange om dagen i kassen imens hun ligger hos hvalpene. Sådan kan de bedst lide det, alt for Vicki-mor 🙂
Efter hun har sovet ud og fået hvalpene i gang, begynder instinkterne for at sikre hvalpe imod den øvrige verden at vågne, og alle mine sikkerhedsforanstaltninger, foruden lokation og materialer må igennem en nøjere inspektion. Andre muligheder afsøges også, det er helt normalt.
Derfor er spor af Vicki’s undersøgelser set under sengen i det andet soveværelse, på en hylde i et klædeskab og hun har kigget lidt langt til Sussi’s dybeste huller imellem buskene. Det går så hurtigt, at man næsten ikke opfatter at det er hende der flyver lavt forbi.
Straks efter er hun tilbage i kassen ved hvalpene, hvor hun vælter om med et tilfredst suk.
Papkassen er ikke et forsøg på at komme billigt eller let til tingene. Vi har nøje afsøgt et hav af forskellige typer føde- og hvalpekasser igennem årene, både flere slags hjemmebyggede, dyrekøbte og af forskellige materialer. Mor-hunde og hvalpe kan tydeligt aflæses i forhold til tilfredshed – utilfredse hvalpe hyler. En utilfreds morhund stresser og/eller flytter selv rundt på sine hvalpe. Igennem alle årene, og alle de tidspunkter hvor vi har måttet prøve os frem med noget andet, end det først tilbudte, pga. utilfredshed med matrikelplanen, er det endt med at der blev ro og harmoni i en moderat størrelse papkasse med høje sider.
Derfor starter vi nu dér i al sin enkelthed. Supplerer med rigeligt aviser så morhund selv kan krims-kramse og rode og flå og dække hvalpe til alt hvad hendes hjerte begærer. Og alle er glade, der er ro i hvalpekassen, ligesom der skal være 🙂
Allerede onsdag morgen var Vicki’s temperatur faldet fra 37,9 tirsdag aften til 37,2…ikke under 37, men dog en lav temperatur. I Vicki’s tilfælde nok til at sætte ind med ekstra observationer.
Hun spiste tilfreds et stort morgenmåltid og opad formiddagen meldte Butch at hun opførte sig helt normalt. Før vi nåede middag, var den melding afmeldt igen…hun tømte ud, løb op i fødekassen og sad og rystede, og ville ikke tage godbidder.
På vej hjem fra arbejde kørte jeg i Fakta og købte 2 store kyllinger, som blev sat til at koge.
Butch ventede med at køre på arbejde, til jeg kom – han havde i mellemtiden haft travlt med at fiske Vicki ud fra under sengen, og barrikadere hende i kontoret. En løsning hun var helt tilfreds med, da det samtidig betød de andre hunde var barrikaderet ude 🙂
Det blev en lang nat med opblokning, hvor jeg gik i seng og blundede, men havde uret sat hver time, hvor jeg var vågen og tjekkede Vicki. Hun halsede og skrabede rundt hele natten.
Omkring klokken 3 så jeg hende presse for første gang og de næste par timer var der presseveer sporadisk. Endelig ved 5-tiden begyndte hun det rigtige “arbejde”. Fra omkring klokken 5.15 så jeg den første hvalp komme til syne, men forsvinde igen imellem hver ve. Det var en stor han, der kom baglæns.
Klokken 5:32 pressede Vicki ham endelig ud i verden.
Og stille og roligt, som morgenen skred frem, kom 3 søstre dryssende.
Efter en hård fødsel af den første, var det tid til at tanke lidt op så der blev kræfter til næste omgang. Vicki har intet imod at spise imens hun føder – det er meget forskelligt fra tæve til tæve, men mine unge tæver elsker at få mellemmåltider imens de føder. Nogle tæver vil ikke spise, når de først er i gang og andre vil gerne, men kaster det hele op, så snart de får en ve.
Ikke Vicki, lille frk. overskud og madøre vil det hele 🙂
Vicki’s føde- og energimad består af nykogt kylling og hvalpefoder opblødt i suppen, tilsat druesukker og en 500mg Calcium Sandoz, kalktablet.
Ca. en time efter hvalp nr. 1, kom hvalp nr. 2. En næsten ligeså stor tæve, sort/trefarvet og med lang stumphale. Da hvalpenes far er født stumphalet er det helt naturligt at nogle af hvalpene arver dette.
Derefter kom der en lang pause i fødslen, hvor Vicki var en tur ude i haven og tisse, og nåede omtrent at få sig en lille lur.
Næsten uden synligt brug af kræfter, ploppede hvalp nr. 3 ud klokken 8.16. Endnu en tæve, “hidsig” og verbalt meget utilfreds med at starte livet. Hun tav dog hurtigt, da hun fik fat i en pat og diede før Vicki havde bidt navlestrengen.
Inden hvalp nr. 3 blev født havde jeg tydeligt kunne se og mærke bevægelse på begge sider af Vicki. Så selvom hvalpene var store, var jeg ret sikker på, at der skulle komme en mere. Jeg kunne godt se på Vicki at den krævede lidt ekstra, for hun brugte længere tid på at tage tilløb til en omgang presseveer, end hun havde gjort ved de andre.
Endelig klokken 9:19 kom hun, den sidste hvalp, en stor tæve på 292g. Intet under at der skulle samles kræfter til at “flytte” på hende.
Vicki gjorde det ligesom sidst så flot, og sparede fint på kræfterne og på presseveerne til der var brug for det.
Alt ånder fred og idyl, Vicki spiser godt af sin kylling, som håndfodres til hende i kassen – naturligvis. Hun skal nu have masser af ro og fred med sine små nye.
På et tidspunkt skal jeg have den lille familie flyttet over i kassen med de høje sider. Hundene foretrækker den ekstra følelse af beskyttelse og “hule” siderne giver, fremfor den lave kasse, som hvalpene i øvrigt let kan skubbes ud af, når hun vender sig. Men lige nu nænner jeg ikke at forstyrre freden. Vicki er tilfreds med at jeg er i nærheden, men hun nyder også roen og privatlivet i hendes lille hjørne af kontoret…ryggen vendt til siger alt 🙂
Jeg betragter hvalpene som reserverede og laver ikke flere nye aftaler. De jeg allerede har talt med og haft besøg af vil høre fra mig snarest. Nu skal jeg lige have sovet ud først.
Nye henvendelser kan blive kontaktet senere hen, hvis det viser sig at puslespillet ved 7 uger ikke går op.
Frisk og frejdig er hun, har god appetit, men der mærkes alligevel forandring nu.
Vi er i “uge 9” den sidste uge af drægtigheden, og der er nu kun dage tilbage til fødslen vil gå i gang. Vicki’s mave er “sunket” og hængere dybere og tungere end før. Hun hviler sig meget og har tit et besværet udtryk.
Sommetider plopper hun ned på måsen, lige hvor hun står eller går. Det kan både skyldes et “spark” fra en efterhånden færdigudviklet hvalp, og det kan også skyldes pluk-veer.
Værelset på første sal er gjort klar til hvalpe nu, og der er redt op i et par kasser. Her får Vicki helt ro og fred sammen med mig, når tiden kommer. Hun så helt glad og lettet, for ikke at sige taknemmelig ud, da hun så at alt var klart til hende. Det er det dejlige ved en erfaren mor-hund, som genkender det hele fra sidst, og ved præcis hvad det skal til for, og hvad der skal foregå.
Vicki ved, at dette er hendes og mit værelse nu, hvor de andre hunde ikke har adgang. Fra i morgen begynder vi så småt at tage temperatur et par gange om dagen. Når den bliver væsentlig lavere, oftest under 37 C og forbliver lav over adskillige timer, er det et tegn til at opblokningen er i gang. Så er der – for de tilfælde at de følger bogen – ca. 20-24 timer til at selve fødslen går i gang, regnet fra tidspunktet hvor temperaturen faldt. I denne periode slår de fleste tæver også fra kosten.
Sidste gang snød Vicki mig, og fødslen gik i gang en hel uge før forventet. Så dennegang holder vi ekstra skarpt øje. I hvalperummet har jeg også en seng. Da ventetiden det sidste døgn kan være lang, og for at være tilstede og til rådighed med alt hvad hun behøver, både før, under og de første døgn efter fødslen, flytter jeg ind her sammen med hende når det er tid. Lige nu er det ikke tid, så hun løber med mig ned i haven, efter vi er færdige i værelset.
Alle mine dage begynder med at Maddy vækker mig mellem klokken 02.13 og kl. 02.16. Der er intet at rafle om, hun er højlydt, skarp, stædig og målrettet. Jeg står op straks, fordi jeg ved hun har “vundet” på forhånd…
Vi går ned ad trappen og hun skal i haven, jeg selv går på toilettet, og så mødes vi i køkkenet. Hun får en godbid, og så er hendes lille mås ikke til at se for bare trædepuder. Jeg går op i seng igen, men hun skal ind på armlænet af sofaen og holde øje med indkørslen.
Fordi omkring kl. 02.30 kommer Butch hjem. Der står hun i mørket og ser efter lygterne fra hans bil. Hun er ophidset af forventning og spænding, og selvom jeg går op i seng igen, kan jeg sagtens høre hende dernede. Hun halser forpustet rundt imellem vinduet og hoveddøren, piber og vuffer rastløst, utålmodigt. Hvis ikke kan kommer til tiden, bliver hun mere og mere højrøstet.
Det sker at han kommer noget senere. Hun tror, at når hun gør, så kommer han. Det er frygteligt synd, når han er forsinket, min lille gamle pige bliver helt stresset af at kalde på sin “far”. Han er desværre aldrig kommet for tidligt. Ofte spekulerer jeg på, om hun er forkalket og små-senil. Hun kører i sådan nogle faste riller, fuldstændigt vanepræget. Og klokken, den kender hun!
I nat vækkede hun mig igen, som hun gør hver eneste nat. Jeg så på uret, der stod 01.35 ??? Først blev jeg irriteret, så bekymret. Og jeg tænkte “Åh nej, nu har hun taget fejl af tiden og skal stresse i over en time før Butch kommer, mon snart hendes dårlige hjerte kan holde til mere”. Og jeg tænkte også på at nu er hun altså også gammel, og der må være noget galt med hende…
Jeg tog en hurtig beslutning. Jeg ville ikke lade hende fare rundt nedenunder så længe. Så da hun strøg fra mig i køkkenet for at gå ind på armlænet, fangede jeg hende og bar hende med op i soveværelset igen. Lukkede døren, slukkede lyset og lagde mig til at sove. Og så brød helvede løs…
Min gamle pige ville ikke sove. Hun gnubbede først rundt på gulvtæppet på ryggen og kløede sig knurrende fjantet. Herefter kom hun i trespring op og stod på maven af mig og peb og åndede mig lige i ansigtet. Jeg vendte ryggen til. Hun halsede ophidset, peb, skrabede mig endda i ansigtet, knurrede irritabelt, gøede henne ved døren. Jeg var dels træt, men også ret ked af det, fordi jeg tænkte, at nu rabler det, og er det ansvarligt at lade en så gammel hund være så stresset, er det ikke synd? Er hun ved at være ved vejs ende?
Pludselig stoppede hun. Lige udfor mit hoved på puden stod hun. Helt stille. Jeg åbnede øjnene lidt for at se hvad der var galt.
Lige i dét sekund kom billygternes skær glidende henover loftet, så væggen, og jeg kunne høre dækkene knase igennem stenene i indkørslen nedenfor vinduet, da Butch trak ind i gårdspladsen. Jeg så på uret. 01.55…
Maddy så også lyset og de andre hunde hørte bilen. Nu fløj de op og gøede alle sammen. Jeg åbnede søvndrukkent døren og krøb under dynen igen, imens hundene vrimlede nedad trappen med Maddy i spidsen, for at hilse Butch velkommen.
Men du godeste. Hvordan i himlens navn gik det til?
Hvad er det lige der sker? Maddy er en 15 år og 8 måneder gammel og døv hund. Hun sover meget, meget dybt og kan have svært ved at vågne. Dog vågner hun hver nat med stor præcision indenfor de samme 3 minutter. 02.13-02.16.
Hvorfor vågner hun så pludselig så meget tidligere, end hun plejer? Hvordan kan det gå til? Vidste hun at Butch kom over 1/2 time tidligere hjem end han plejer?
INGEN af husets øvrige hunde så meget som løfter på et øjenlåg imens alt dette står på hver nat. De snorksover under dynen, indtil de kan høre at Butch ankommer. Kun Maddy ser det som sit kald i livet, at stå på armlænet af sofaen nede i mørket, og se ham ankomme. Høre ham kan hun ikke.
De to drægtige vokser og vokser og trives strålende. De spiser med glubende appetit 3 gange dagligt, og tøffer omkring og strutter med maverne.
Vicki er længst fremme. Hun er tydeligt begyndt at blive besværet af mavens tyngde. Hun vil gerne kunne springe op bagi bilen, men det kan hun ikke længere. Man kan både se og mærke hvalpene “sparke” i hende, og det er skønt at mærke de små liv.
Hun er som altid glad, og også FOR glad. Det er normalt at tæver taber en del pels i forbindelse med drægtighed, og både Fay og Vicki er da også i fældning. Vicki har tabt så meget pels på halespidsen, at den åbenbart ikke er beskyttet nok imod de hårde slag den får, når hun af bare overstadig glæde logrer så stærkt, at den banker ind i alting. Der gik hul på spidsen.
Så Vicki har fået støddæmper på halen i form af skumgummi viklet med selvklæbende tensoplast. Det virker glimrende og generer hende ikke spor, hun banker stadig glad løs på alting med den glade hale, dog uden der går hul, heldigvis 🙂
Vicki er så langt henne nu at hun har fået ormekur og også den anden og sidste herpesvaccine. Hun er således ved at være klar, så skal vi blot lige blive det også 🙂
Fay virker lidt mere påvirket end Vicki, men det kan sagtens skyldes at hun er knapt så langt henne, så det er lidt nyere, at hvalpene bevæger sig så meget i hende. Vicki har vænnet sig til det, Fay reagerer tydeligt når de rigtigt går til den, og går i stå midt i en bevægelse, stønner og ser mægtigt indadvendt ud.
Man kan nemt komme til at synes det er synd for hende, men sekundet efter spurter hun med 200 km/t om kap med Kikka for at jagte en due ud af haven. Så værre er det altså ikke 🙂
Fay vil stadig meget gerne være i meget nær kontakt med mig hele tiden, og er som klistret til mig hele natten. Om dagen er jeg stadig ved at falde over hende ofte.
Fay har lidt mere “på benene”, og er heller ikke så langt henne som Vicki, så hun er knapt så besværet. Men stor og bred er hun, så mon ikke der er nogenlunde lige mange hvalpe i de to? Det vil kun tiden vise 🙂
Pigerne har haft flere besøgende, og har flere på vej. Der er stor interesse for de kommende hvalpe, og det er dejligt at være flere om at dele spændingen. De fleste er interesserede i tæver, så vi må håbe der bliver nok til alle, men det vil kun tiden vise.
Friske og sunde hvalpe er det vigtigste, hanner eller tæver – de skal bare være velkomne til verden alle sammen!