Hvad er vigtigt?

“Tab og vind med samme sind” er der et godt gammelt ordsprog, der siger. En af mine gode, gamle ungdomsvenner tilføjede filosofisk for mange år siden, efter en festlig aften, langt ude på de små timer: “Det er bare så forbandet svært at se glad ud, når man taber”.

Det var humoristisk ment, og er faktisk ret morsomt og fortæller rigtigt meget om den sunde ironi og snusfornuftige, praktiske virkelighedsnære humor, som ligger bag. Det er lidt en skam, at jeg ikke selv kan tage æren for, at have fundet på det, men det var altså Peddersens idé.

Men. Det var mest morsomt dengang det blev set igennem ungdommens selvsikre, sejrsbevidste vidt åbne øjne. Med teenagerens klare bevidsthed om at have livet for sine fødder – det kan bare komme an.

Som livet skrider frem, opdager man at det rent faktisk ER muligt at se glad ud, selvom man taber. Nemlig når man i sit eget følelsesregister får kontakt med evnen til at glædes på andres vegne. Så modbevises Peddersens påstand, og det er pludseligt ikke længere så vigtigt at vinde.

Der er altid kun en vinder, og vinderen er – i sagens natur – glad. Alle, der har prøvet at vinde i noget kender den glade følelse af at stå på toppen med trofæet. Der er både stolthed blandet med en vis ydmyghed over det held, man trods alt ved også var involveret, blandet sammen med en masse andre positive følelser.

En dag hvor andre vinder, så sker det pludselig at man genkender og anerkender det hele i deres glæde og fornemmer at det er dejligt let, at lade sig rive med. Fordi I dag var det en andens tur, og hvor er det dejligt for dem. Vi prøver igen næste gang,  ønsker vinderen tillykke og accepterer at chancerne var lige for alle til at starte med, og at der kun kan være en vinder. Vi giver hånd og siger “tak for kampen”, og vi mener det. Det er rigtig sportsånd, og selvfølgelig lige nøjagtigt sådan, som det skal være.

Nogle mennesker har en anden indstilling til tilværelsen. “Rønnebærrene er sure” siger man. Det er anledning og rod til meget ondskab og problemer i denne verden, at nogle mennesker i deres eget følelsesregister er fuldstændigt ude af stand til at finde glæde på andres vegne. Misundelse er noget af den giftigste følelse der kan vinde ind på en sportsplads og i et fællesskab om en interesse.

Det sker, når der bliver vendt op og ned på, hvad det hele handler om. Når det bliver livet om at gøre, at vinde, og når man bliver så indædt rasende over, hvis det ikke er en selv, eller ens eget hold, der vinder, at misundelsen får lov at vinde ind. Når rønnebærrene bliver sure, bliver mennesker aldeles modbydelige ved hinanden. Det skader international politik, sportsgrene, arbejdspladser og ja – man skulle ikke tro det muligt, men det skader også hundeavl.

For helt at slå bunden ud af Peddersens gode, gamle morsomhed, så har jeg faktisk ondt af de mennesker, der ikke kan se glade ud, når de taber. .

Jeg mener således, at kan man ikke finde glæden på andres vegne, indeni en selv, så er det et faresignal om, at der er noget galt med sansen for hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.

I de seneste 5 måneder har jeg siddet bi og set de allervigtigste ting i et andet menneskes liv blive fløjtende ligegyldige. Fordi de var jo betinget af livet. I døden har de ikke længere nogen reel betydning, og da slet ingen værdi. Da bliver glæden pludselig dobbelt vigtig. Den varer så kort og er svær at tage med sig. Så det er om at suge energien ud af den, imens man kan.

Når det hele alligevel ender med en dag at være helt ligegyldigt (og det gør det, for vi skal alle samme vej !), så fanden da stå i det, hvis det ikke er sjovt, hyggeligt, positivt, og glædeligt undervejs. Uanset resultaterne.

Jeg vil derfor fortsætte med, som altid før, at tabe og vinde med samme sind. Fordi jeg glædes når jeg vinder, og når jeg ikke vinder, kan jeg ikke lade være med, at glædes på vinderens vegne.

Og det, kære læser, er vaskeægte win-win 🙂 !