Mit hjerte er ved at briste, ved den mest smertelige af alle erkendelser. Vi må tage afsked med vores elskede lille Ida, trods stor kamp og forsøg på alle måder at redde – eller trods alt forlænge. Men en uhyre sjældent aggressiv cancer, har vundet kampen.
3 operationer siden slutningen af november, hvor vi hver gang forventede, at NU var det fjernet.
2 gange kemoterapi med 3 ugers mellemrum, tilvalgte vi, da Ida var kandidat for behandling, og der ingen spredning kunne findes.
Vores lille pige. Ida har haft det GODT hele vejen igennem, en prioritet vi har vægtet aller højest. Vi har passet og plejet hende 24/7, og vi har kærligt hjulpet hende til at have stor livskvalitet, og givet hende al vores kærlighed og opmærksomhed igennem hele forløbet. Ligesom hun elsker, og altid har taget for givet, har hun haft alle privilegier, som husets dronning og hund nr. 1.
Rådgivet af veterinær med speciale i onkologi har vi hele tiden haft håbet, endda hver gang vi besluttede næste skridt, haft troen på, at vi kunne komme et skridt foran. Aldrig var vi i tvivl. Vi ville gøre alt for vores Ida, og vi har gjort ALT hvad overhovedet var muligt. Og meget mere, end de fleste havde valgt at gøre. Fordi chancen, den skulle hun have, hvis den overhovedet fandtes.
Vi ønskede flere gode år til vores elskede lille pige, som i marts skulle blive 11. Ingen alder for en gårdhund, vi har været så forvænt med at have dem raske og friske i mange flere år.
Men denne cancer kan vi ikke vinde over. Der er ikke flere chancer, ikke flere muligheder, ingen mulig behandling…
Vi er i den aller sidste tid med vores elskede og tapre Ida. Måske den eller de aller sidste dag eller dage. Hun får alt hvad hun ønsker sig af gåture, musegraveri, godbidder og nus og putteri. Vi er enige om, at hun ikke skal mærke, at hun er syg. Hun skal værdigt videre, ligesom vores piger der gik i forvejen før hende.
Vi er ikke klar. Det bliver man aldrig. Tårerne står i kø.
Det er ufatteligt svært at glædes over hvalpe på vej lige nu.
Vi håber på forståelse.